| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |
Efter de sædvanlige morgensysler, gik vi ned til byens torv, for at se på Ferrarier. På store plakater kunne vi se, at de ville starte løbet (som nok mere var en paradekørsel) kl. 10 fra Pacentro. Ved 9:30 tiden troppede vi op, for at være sikker på, at få en plads. Der var stort set ikke noget som helst at se på torvet. Der var sat nogle røde ballonner op i lygtepælene omkring torvet. Ved 10-tiden satte festkomiteen et par borde op på torvet. Folk begyndte så småt at indfinde sig. Ved 11-tiden ankom Ferrarierne med en vældig larm, som kun den slags biler kan lave. Bilerne blev parkeret på torvets ene side og ned langs gaden, der fører ind mod torvet. Der var vel omkring 60 biler.
Bilerne blev forladt og chauffører og påhæng stimlede sammen på selve torvet og snart efter gik de på tur i Pacentro. Marie og jeg sad i solen og nød varmen. De lokale stimlede sammen - mest i skyggen - for at få de sædvanlige diskussioner. Der gik lang tid, uden der skete ret meget og alle tog det med ophøjet ro.
På de to borde, som festkomiteen havde sat op, blev der stille og roligt anrettet lidt mad og drikkevarer til deltagerne i løbet. Ved 12-tiden var der et par damer fra festkomiteen, der begyndte at sælge påskeæg til ære for kræftsforskning. Vi købte et påskeæg og spurgte dem, hvornår bilerne kørte igen. Det kunne de ikke helt svare på, for først skulle borgmesteren holde tale - og så skulle deltagerne have noget at spise.
På plakaterne kunne vi se, at de skulle være i Sulmona kl. 13, så det skulle nok ende med, at de kørte fra Pacentro til den tid.
Da deltagerne kom tilbage fra deres byvandring, stimlede de sammen på torvet, hvor vi sad og nød solen. Marie syntes, at vi skulle trække os lidt, så de kunne få torvet for sig selv. Så vi tog opstilling lige foran bilerne, så vi kunne se fra første parket, når de kørte igen.
Ved 12:45 tiden var de endelig færdig med programmet i Pacentro. En mand fløjtede i sin dommerfløjte og det var åbenbart et signal om at sætte sig i bilerne igen. Et hold blev sendt afsted i en paradekørsel. Resten blev holdende på deres pladser et stykke fra torvet. Jeg gættede rigtigt: De skulle give den lidt ekstra gas ind over torvet, så tilskuerne kunne få lidt af det, de var kommet for. Sådan en Ferrari kan larme temmelig meget!
Så var det hele overstået og vi gik tilbage til camperen, for at få lidt at spise og køre videre. Da vi kørte over torvet på vej ud af byen, var der allerede ryddet op og folk var gået. Det var jo søndag middag, så alle skulle spise familiefrokost.
Så havde vi vejene (lidt) for os selv. Vi satte snuden mod nord til byen Navelli, der også bliver kaldt safran-byen. Vi kørte ind på byens torv og her så totalt dødt ud. Vi gik en ganske kort tur og der var ikke noget som helst, der indbød til, at vi skulle bruge meget tid i byen. Alt så hermetisk lukket ud. Et par kvinder sad på torvet og knævrede, men ellers skete intet.
Så vi skyndte os at køre videre til Fonte Cerreto i det område, som italienerne kalder Lille Tibet. Vi nåede til Fonte Cerreto ved halv 4 tiden om eftermiddagen og herfra kan man komme med en svævebane op til Gran Sasso d’Italia. Kabinerne var store. Her kunne være 100 mand ombord, men vi var kun 4 på turen op (plus “chaufføren”). Det gik imponerende stejlt opad. En flot flot tur og i løbet af ca. 10 minutter, stod vi på bjerget, hvor der stadig var masser af sne - og her var pissekoldt. Vi var nået op i skyerne og kunne næsten intet se.
Vi gik lidt rundt i sneen, men så ikke nogen stor grund til at blive deroppe, da det var svært at bevæge sig nogle steder hen med den dårlige sigtbarhed, så vi tog den samme kabine ned igen. Der var lidt flere med, for man kunne åbenbart stadig dyrke vintersport i højderne. En flok mænd, der tydeligvis havde været på ski eller snowboard, var med nedad. Så snart kabinen forlod den øverste station, kom vi fri af skyerne og havde en fantastisk udsigt ned i dalen langt under os.
Efter den bjergtagende - men forholdsvis hurtige tur til toppen - var der tid til et lille planlægningsmøde. Skulle vi spise på restaurant Maria for foden af svævebanen (jeg havde læst, at det skulle være en god restaurant)? - og skulle vi blive og overnatte i Fonte Cerreto - eller skulle vi køre videre?
Vi søgte først ned til restaurant Maria, der åbenbart var lukket på grund af en stor fest. Så blev vi enige om at køre videre - vi kunne spise lidt snacks på vejen… Google Maps fik en mindre hjerneblødning. Den viste os videre op af bjerget. Vi vidste at tilkørslen til motorvejen lå et lille stykke nede af vejen. Men vi lod Google Maps bestemme. Det skulle vi så ikke have gjort. Efter et kvarters kørsel sluttede vejen ved en bom. Google Maps sagde godtnok, at vi bare skulle dreje til højre for bommen, men dën vej så meget lille ud og et kort kig på sattelitbillederne viste, at det ville blive en meget spændende tur hen over en bjergkam og ned af en meget stejl vej. Nejtak!
Vi bed det i os og vendte skuden, kørte tilbage til Fonte Cerreto og videre ned mod motorvejen. Snart gik det gennem en stor tunnel under hele bjergmassivet, som vi havde været oppe på. Vi forlod Lille Tibet i gråvejr og håbede på bedre vejr på den anden side af tunnelen. Da vi nåede gennem den godt 10 km. lange tunnel, kunne vi konstatere, at vejret var dårligere på østsiden. Nå, så måtte vi køre fra vejret, besluttede vi.
Marie mente, at vi skulle køre en time, før vi gjorde stop for natten. Så jeg gik i gang med at finde et stop, der passede med den tidstermin. Jeg regnede ud, at vi kunne nå ud til kysten og ca. 45 km. Op af kysten. Camper-app’en viste til en parkeringsplads, der skulle ligge på en tørlagt flodbred i Marina Di Altidona. Der var ikke flere svinkeærinder fra Google Maps og efter en times tid, holdt vi på den lille parkeringsplads.
Den person, der har indberettet parkeringspladsen til Camper-app’en skrev, at det var en meget rolig parkeringsplads. Det var da dejligt, tænkte jeg. Men for enden af parkeringspladsen var en bro over flodbredden og det var en togbro. Og få minutter efter vi havde parkeret camperen, kom det første hurtiggående tog over broen. Det var vist forkert, at kalde det en rolig parkeringsplads…
Aftensmaden bestod af bruchetta’er. Vi havde noget gammelt franskbrød, der skulle steges og jeg havde tabt en pose med tomater lige efter de var købt på markedet i Sulmona, så de kunne passende blive hakket til bruchetta’en. Vi smagte den anden øl fra lakridsfabrikken. En mørk øl. Den havde lige antydning af lakrids i sig. Det var faktisk en rigtig god øl, for det er ikke svært at lave en øl, der smager af lakrids. Det er sværere at lave en, der kun har antydningen af lakrids.
Efter aftensmaden nød vi en sjælden kop aftenkaffe. Nu kunne vi mærke, at vi nærmede os den nordlige del af Italien. Ikke noget med at kravle i seng lige efter aftensmaden :)
Ved 22:30 tiden var det godnat!
| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |